Billedserier
Hent Adobe Flash player
Små synger sammen
Forsangere: Sønderlandskolens 3. A, B & C klasser
Nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Hvis du taster dit mobilnummer kan du desuden vælge at modtage SMS’er for bestemte interesseområder.

Kirkens historie


Nørrelandskirken - en selvbygger kirke

Nørrelandskirken blev indviet 21. september 1969 efter et meget spændende byggeforløb. 125 frivillige havde fra 1965-67 opført hele menighedsfløjen, som derefter midlertidigt indviedes til kirkerum indtil 1969. Nørrelands sogn blev udskilt fra Holstebro sogn i 1967. Arkitektparret Inger og Johannes Exner har tegnet hele dette smukke og aktivitets-inspirerende kirkekompleks med dets rige muligheder for både at være søndags- og hverdagskirke, muligheder som glædeligvis bruges til bristepunktet. De mange lokaler, en dejlig klosterhave, et vidunderligt kirkerum - det er Nørrelandskirken.

Selve kirkerummet er naturligt det, der trækker øjne og opmærksomhed

Dér finder vi en indretning, som samler og delagtiggør alle i kirken i det, der sker ved alter, døbefont og prædikestol i kraft af bænkenes amfiteatralske placering i det firkantede rum.

Det spændende lys-arrangement i kirken er ikke oprindeligt. Først var der alene "stjerne-himlen", loftet, med dets 144 pærer. I 1980 kom lystræet i kirkens mørkeste hjørne til. Kærlighedens træ, kalder vi det, fordi det - ligesom Guds kærlighed, bøjer sig ned i mørket og får det til at vige. Nogle få år efter fulgte "Lys-broen" med inspiration i Grundtvigs salme: ' O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro' (DDS 321 v. 4) og hvælvingen ("Bethlehems-stjernen") over alteret, alt sammen tegnet af Johannes Exner.

Bag alteret hænger det vævede tæppe "Jakobs-stigen" (1. Mos. 28), tegnet af Mogens Jørgensen, og minder os om kirkerummet som et mødested mellem Himmel og jord.

Midt på alteret står Livets Træ, på én gang det fra Paradisets have og korstræet fra Golgatha. Det er lavet af sølvsmeden Bent Exner, som også har lavet dåbsfadet og -kanden samt kirkens øvrige sølvtøj.

Over kirkedøren ser man, når man forlader kirken, Jens Nielsens billede: "Jesus vandrer på søen", som er en god eftertanke værd til den hverdag, man træder ud i: Jesus kommer, hvor man troede det umuligt, i den 4. nattevagt hvor kræfter og mod måske er ringest, og han rækker os sin hånd!

Kirke i beton

Materialet til døbefont, alter og prædikestolsfundament samt kor- og øvrige menighedsbænke er beton, et ikke særligt "fint" materiale, men det forbinder symbolsk på en god måde kirkens rum med det beton-rum, som befinder sig uden for kirkens dør i en stor del af Nørrelands sogn.

Kirkens orgel er bygget af firmaet Frobenius i 1969, ombygget i 2010 fra de oprindelige 20 til 43 stemmer - et fint og værdigt instrument til ét af landets bedste musikrum.

Kirken i hverdagstøjet

Går man fra kirkerummet passerer man forhallen, "våbenhuset", med de mange informationer om, hvad der tilbydes søndage og hverdage af mangfoldige arrangementer. Længere fremme er de nye kordegnekontorer, aula og garderobe. Ved den lange gang (Selvbygger-delen), langs Døesvej, er den store og den lille menighedssal, derefter den oprindelige scene, som nu er en hyggelig dagligstue. Derefter to store konfirmandrum, som også bruges af mange andre i ugens løb. Lige før udgangen til Nørrebrogade har organisten sit kontor og korøverum, hvor næsten 30 små og store torsdag eftermiddag øver til gudstjeneste og andre opgaver.

Langs Nørrebrogade ligger kirkens nye fløj med kateket- og sognemedhjælperkontorer, personalefaciliteter og endnu et mødelokale: Multirummet. I forlængelse af denne fløj er Hjørnebygningen - et klublokale med gode udfoldelsesmuligheder for minikonfirmander og mange andre.

Klosterhave midt i byens travlhed

Ude i den dejlige, rolige klosterhave eller gårdhave bemærker man langs sydmuren tre pejsehytter til brug for de uniformerede korps. Den sidste er indrettet til kontor for sognepræst & koordinator Isak Holm.

I havens grønne område er indrettet en stor bålplads.

Hele dette kirkekompleks er åbent hver dag ugen igennem, og man er altid velkommen til at komme og se sig omkring. Og selvfølgelig også velkommen til gudstjenesten søndag kl. 10 og alle øvrige tilbud.

Også uden for kirkerummet er der musik

Det særprægede kirketårn, som er et vartegn for området, rummer 48 klokker, som anvendes til lejlighedsvise klokkekoncerter. I det daglige er der naturligvis først og fremmest morgen- og aftenringning, samt gudstjenesteringning.

De første 44 klokker blev indviet sammen med klokketårnet den 4. oktober 1970. I 1989 købte kirken tre klokker mere og i 1996 yderligere én. De 48 klokker spilles fra et stokklaviatur, hvor tangenterne er i direkte forbindelse med klokkernes knebler.

Der er installeret et automatisk spilleanlæg, således at klokkerne kan spille de melodier som er indspillet på computeren ved hjælp af et keyboard. Det automatiske spil omfatter de 26 største klokker, som er udstyret med elektromagnetiske slaghamre, der aktiveres på faste tider af dagen.

Man kan nyde denne del af klokkernes spil: mandag til lørdag kl. 7.45 / 11.00 / 14.00 / 17.00 / 19.30

Vil du vide mere om Nørrelandskirkens historie

Anbefales
Jørgen Mejdahl: Kirken og Kunsten på Nørreland (udgivet 1997)
Pris: 50 kr.

- kan købes på Kordegnekontoret.
Nyheder
01-10-2017
Gud, hvor jeg savner dig!
Senior Café og kirkens præster inviterer til en særlig TEMA-cafe om sorg:

Gud,...
Kalender
22-10-2017
Gudstjeneste v. Jakob Søe Esmarch
19. s. e. trinitatis

+ Kravle- og Børnekirke
Nørrelandskirken  |   Døesvej 1  |   7500  Holstebro  |   97424545  |   @noerrelandskirken.dk